Habermas Forum logo Habermas Forum logo
 
Forum on Jürgen Habermas


Jürgen Habermas

Biography


:: Index

:: Sponsors

:: DK: Forsvar for det moderne (05-09-2005 10:00)
Jürgen Habermas, Politisk filosofi, oversat (trofast, men ikke helt rart) af Hanne Roswall Laursen, indledning ved Henrik Stampe Lund, Gyldendal, serien Moderne Tænkere, 300 s., kr. 295.-

Ved siden af sit filosofiske forfatterskab har Jürgen Habermas løbende bidraget med kommentarer til den politiske debat i Tyskland. Han trækker her på sit enorme opbud af filosofisk viden, så dagens problemer sættes i en systematisk og historisk sammenhæng. Og i stedet for den gængse nedsabling af fornuft, demokrati og solidaritet, undersøger han utrætteligt hvordan disse gode ting kan overleve den hærskare af udfordringer, de møder i moderne samfund. Habermas er positiv, han er normativ og konstruktiv, han er alle de hjertevarme ting, som er sjældne hos filosoffer.


En række af hans politiske tekster kommer nu i et udvalg på dansk, foretaget af Henrik Stampe Lund. Titlen, "Politisk filosofi", snyder dog lidt. For halvdelen af teksterne er fra Habermas' bog om det moderne fra 1985. Denne bog har en raffineret arkitektur, hvor Habermas fletter tre temaer sammen: først en gennemgang af diskursen om "det moderne" fra Kant og Hegel, dernæst et opgør med den poststrukturalistiske filosofi, især hos franskmænd som Bataille, Foucault og Derrida, og endelig en præsentation af hans eget kommunikative paradigme, som skal erstatte både "subjektfilosofien", med det ensomme subjekt i centrum, og "praksisfilosofien", som gør arbejdet til grundbegreb for forståelsen af både individ og samfund.


I de fire kapitler fra denne bog, som er med i udvalget, er denne struktur antydet, men ikke udfoldet. Man kunne have ønsket, at Stampe Lund havde gjort lidt mere ud af den i sin lidt tamme præsentation. De øvrige fire essays handler om filosofiens rolle efter mestertankens død, om velfærdsstaten, demokratiet og nationalstaten.


Habermas er svær af læse, fordi han benytter sig af et malabarisk fagsprog og fordi han aldrig går uskyldigt til et tema. Han tænker sine egne pointer frem gennem analyser af andre forfattere, og trækker her på sin enorme læsning. Man skal have en solid portion viden for at følge og vurdere hans gennemgange af et utal af filosoffer. Som kritiker er han effektiv og kontant. Om man bliver overbevist af hans egen teori afhænger af, om man kan goutere hans insisteren på fornuftens og moralens universelle fordringer.


I sin kritik af postmodernisme og poststrukturalisme og andre post-uvæsner hævder han, at "det moderne" som tankefigur ikke er udtømt. Det rummer et potentiale af fornuft og solidaritet, som Habermas ikke vil opgive. Han kritiserer den Nietzsche-inspirerede filosofi for både at acceptere fornuften, når den argumenterer mod fornuften, og samtidig at erstatte fornuftens krav om argumenter, kriterier og fejlbarlighed med enten nye grundbegreber, som ikke kan redegøre for deres egen status (f.eks. Foucaults begreb om magt) eller med en mystik, som sætter filosoffens intuitive indsigt hinsides diskussion, sådan som det ifølge Habermas sker hos Heidegger.


Hans eget bud er, at filosofien skal gå i dialog med den empiriske videnskab, som har filosofiske ambitioner, hvad enten det er sprogteori eller psykologi. Den klassiske sondring mellem det filosofiske og det empiriske erstattes af en fælles rekonstruktion af betingelserne for de regler, som både sproget og den sociale praksis følger. Hermed vil Habermas lukke op for historien og for en stadig korrektion af indsigter. Der er ingen definitive ståsteder og ingen som ejer samtalen.


I sin samfundsanalyse hævder Habermas, at indøvelsen i kommunikation sker i det, han kalder for livsverden. Her finder han kimen til de spontane, magtfrie og ikke-kontraktlige fællesskaber, som han bruger som kritisk norm også for det store samfund, systemet. Habermas vil forsvare fællesskabet og solidariteten og demokratiet og velfærdssamfundet. Hans problem er, hvordan de både kan fastholdes og forandres, når de møder de moderne samfunds pluralisme, globalisme og hektiske forandring.


Velfærdssamfundets problem er dels, at det forholder sit ukritisk til sin gennemgribende anvendelse af magt og kontrol, dels at utopien om en reform af samfundet gennem en reform af arbejdet er død. Arbejdspladsen er ikke længere solidaritetens "sted", og fagforeningernes kamp for rettigheder er blevet en ny konservatisme. Det rejser spørgsmålet, hvordan Habermas' eget paradigme kan pege på nye kilder til solidaritet. Selv om han accepterer, at der foruden solidaritet også er brug for styring med penge og magt, ser han det som sin politiske opgave at pege på latente kilder til solidaritet. Udbyttet er dog pauvert.


Demokratiets problem er, at det ikke længere kan gå ud fra den substantielle idé om et folk med fælles kulturelle ressourcer. I en konfrontation mellem liberalisme, socialisme, "radikalt demokrati" og anarkisme peger Habermas på, at frihed og lighed kan forsones i procedureregler, så legitimitet ikke opstår ved at henvise til en bestemt kulturel identitet, f.eks. "danskhed", med ved at følge fælles regler. Det kræver en magtfri politisk offentlighed - med sit flair for lange ord taler Habermas om "fundamentaldemokratisering".


Nationens problem er endelig, at både fra neden, fra regionerne, og fra oven, fra de transnationale organer, gøres der indhug i nationens suverænitet. Hvis det ikke er muligt at legitimere ved at henvise til et "folk", bliver spørgsmålet, om nye institutioner kan yde det samme som nationen, nemlig en ramme for integration og kollektiv identitet.


Habermas er klar over, at en "forfatningspatriotisme" ikke er så stærk som den gamle nation med dens hang til fjendebilleder. I stedet peger han på, at alle skal kunne opleve en "brugsværdi af rettigheder", så forskellig grupper både kan anerkende hinanden og opleve sig som borgere - hvad der er noget andet end "folkefæller". Det vil forhindre den moralske erosion, som følger med udviklingen af en ny underklasse uden magtmidler.


Habermas styrke er hans enorme overblik og hans stærke abstraktion. Men man må spørge, om gevinsten ved denne abstraktion er prisen værd. For han er lammende vag, når han nærmere skal karakterisere sine "subjektløse kommunikationsformer". Han indgår her i en lukket fagfilosofisk kredsløb, som optager problemer fra den politiske debat og omformer dem til egen brug, så de kan cirkulere som abstrakte kategorier. Hvor megen brugsværdi der går tilbage til den politiske debat kan diskuteres. Habermas afstår, konsekvent nok, fra at komme med definitive svar. Det er ikke længere filosofiens privilegium. I stedet henviser han til, at selv om han idealiserer, er der dog tale om "virksomme idealiseringer". Blot ser han det ikke som sin opgave at følge effekten til dørs.


                               
Ole Thyssen