Habermas Forum logo Habermas Forum logo
 
Forum on Jürgen Habermas


Jürgen Habermas

Biography


:: Index

:: Sponsors

:: DK: Habermas og Bourdieu (03-09-2005 15:21)
Først døde Gud, så Nietzsche. Af de store ny-klassiske sociologiske samfundstænkere er Foucault, siden Luhmann og nu Bourdieu døde. Kun Habermas er tilbage. Og selv om han endnu er ved godt helbred og som troldmandens lærling kan kikke op på tysk filosofis endnu levende Urvater, Hans-Georg Gadamer, er Habermas selv nok ved at antage format af en dinosaur. I tyngde, størrelse og i evnen til blot at overleve i skelettets form. Dette vil han nok have til fælles med Luhmann og Bourdieu. Mens Foucault så at siger overlever ved at få optrykt stadig nye transkriperinger af sine forelæsningsrækker på College de France.

Bourdieu skrev et laudatio til Habermas i anledning af Habermas' 70-årsfødelsdag i Die Zeit. Interesant og opmærksomt. Begge har/havde det til fælles, at de altid på forhånd ser deres intellektuelle udfordring indskrevet i en debat som også er en politisk tvist. Begge er radikalt kritiske, og begge iagttager det politiske i det dagligdags ud fra en grundlæggende erfaring om, hvad det vil sige at være anset for ekskluderet fra det bedre selskab på grund af de problemer talen og retorikkens magt stiller for den, der taler med en besværet dialekt eller en fysiologisk betinget utydelighed.

Dét grundproblem er i dag ét af den moderne verdens største kilder til fænomener, der rækker fra individuel angst til politisk konflikt. Om det er den religiøst musikalskes undren og afsky for McWorldiseringens eksklusive og ekskluderende afguder og de politisk-apokalyptiske terrorhandlinger, som dét kan afstedkomme, eller om det er hin enkeltes indre angst for ikke at kunne finde det rette udtryk og befinde sig i den rette slagfærdige rytme på arbejdspladsen eller på diskoteket, i familien eller ved festen, i den TV-transmitterede politiker-debat eller ved oplægs-fremlæggelsen: så er det kommunikationens forbandelse såvel som dens menings- og betydningsbærende fascination og skaberkraft, som såvel Habermas som Bourdieu har indsigt i.

Den ene er tysker, den anden franskmand. Bourdieu har som opmærksom franskmand haft den evne - som ellers teoretisk og historisk er blevet ham videreformidlet fra tre tyskere, Immanuel Kant, Ernst Cassirer og Norbert Elias - der fra barnsben lader selv de mindste distinktioner indgå i et betydningsmæssigt spil om "die feinen Unterschiede", som den tyske titel på La Distinction lyder med en næsten ordret reprise fra Kants Kritik der Urteilskraft § 41 om "ein feiner Mensch zu sein". Man kan utvivlsomt sammenligne Bourdieus og Habermas' analyser af kommunikationens mening ud fra Kants teori om meddelelsestvangen i dette værk, men for begges vedkommende er det tæften for sprogtvangens og den symbolske tvangs intensitet i hverdagen, der udgør drivkraften. Snarere end det er den blotte akademiske karriere og dens murstene af værkanalyser og publicerede mammuthjørnestene, der udgør meningen med Bourdieus og Habermas' liv som intellektuelle og forskere.

Men ved siden af bogens evige fred, medsamt læsningens og skrivningens fordragelighed udgår udstrålingen for Bourdieu og Habermas fra caféens, måltidets og debattens trængen ind på hinanden og dertil gensidige beskyttelse af hinanden, dens respekt for hinandens underfundigheder - og for det sted og de positioner, hvorfra der altid kan komme andet og mere end den overfladiske betragtning lige anskuer, som udgør meningen i dialogen og den symbolske iscenesættelse, dens vold og magt. "Gehen wir auf die Kneipe" - som Habermas siger opfordrende til sin "junge Kollege" med et klap på skulderen, hvorefter man så må håbe at larmen og lyden fra diskussioner, glas og musik ikke overdøver misforholdet mellem ørets og mundens evner. Hos Bourdieu og Habermas er der en uophørlig forstsat insisteren på den lille betydningsforskel, den forskel i argumentation og symbolik som gør en forskel. Der er tale om en stædighed, der bliver ved og ved med at bide sig fast i at også her og netop her, og dér og dér og i dettte og i hint og i hisset, ligger markerede forskelle der udgør brikker i virkelighedens betydningsfylde, såvel som i det intellektuelle engagements sanselighed.

Bourdieu og Habermas har derfor kunnet spidde globaliseringerne, mondialiseringen, der gemmer sig i netop denne burger, i denne pita, i colaen, i denne reproduktion, i disse ords forfladigelse eller andre ords gentagne gennemtrængning af al betydningsfylde med en banalitet af tegnsammenhænge til fortrængning af agten for den selvstændige betydning.

Brugen af symboler og kommunikation er det mulighedsrum, vi befinder os i. Spørgsmålet er, hvorledes vi får plads i det? Hvorledes undgår vi at blive kvalt i det? Utvivlsomt er Habermas mere optimist end Bourdieu. Habermas' glæde over rettighedernes institutioner modsvares ganske vist af Bourdieus fascination af symbolernes diskret borgerlige charme, men for Bourdieu er enhver betydningsdannelse altid indlejret i et sociologisk opløseligt felt, uden hvilket betydningsdannelsen ikke engang ville kunne give mening eller ville kunne vise sig iagttagelig som andet end støj.

I begge tilfælde, Habermas' og Bourdieus, må man spørge, subversivt, hvilken pragmatik deres egen teoridannelse indskriver sig i, når nu Bourdieu kan ophøje sig til de yderste positioner i sin egen felt-teori ved hjælp af teorien selv, og Habermas - modsat franskmandens perspektiv - må hæfte sig ved argumentets tørre seriøsitet og blotte intellektuelt snørklede charme af underfundigt medspillende sideargumentationer. På forhånd er det argumentets procedurale pragmatik i situationen, der afgør sagen. Men kan andre betjene sig af disse intellektuelles symbolske og argumentative pragmatik?

Ja, tilsyneladende. Men enhver må også spørge sig selv om, hvorledes kommunikationens magt har grebet fat om halsen og lagt strikken til rette på den, der som hin enkelte sætter sig hen og læser og fordøjer Habermas og Bourdieu - ellers bliver Habermas og Bourdieu til blotte akademiske skeletter. De er imidlertid langt mere end det. De udtrykker begge en livserfaring, der med kommunikationens uniformisering, mondialisering og temporalisering bliver stadig mere udbredt, en Erfahrung om at erfare eksklusionen fra kommunikationens inklusion. De udtrykker også begge en Erfahrung, der er født netop med hele barndommen solidt plantet i den europæiske provins' oplevelse af retorikkens totalisering i 1930erne og 40erne.

Læg mærke til dette: Foucault, Luhmann, Habermas og Bourdieu - men også Baudrillard, Lyotard, Apel, Morin og mange mange andre tilhører en hel generation af iagttagere, der var gamle nok til at opleve Europas totale sammenbrud og unge nok til selv at være uskyldige i det og således gamle nok til at iagttage det. Det var en erfaring af retorikkens almagt, en almagt som i dag betales af reklamekroner og betydningsfortyndet new speak.

Gorm Harste