Habermas Forum logo Habermas Forum logo
 
Forum on Jürgen Habermas


Jürgen Habermas

Biography


:: Index

:: Sponsors

:: DK: Handout 1 - Sigurd Lauridsen (17-12-2004 15:42)
Diskursetikken – mellem fordelingsretfærdighed og legitimitet
af Sigurd Lauridsen

I denne præsentation vil jeg, på baggrund af forskellige tekster af henholdsvis Habermas og Apel, argumentere for to filosofiske teser.

For det første skal jeg argumentere for en tese om, at Habermas gør brug af et for snævert begreb om praktisk filosofi. Jeg vil forsøge at vise, at han reducerer den praktiske filosofis rolle til at klarlægge de betingelser sociale normer skal opfylde for at være henholdsvis moralsk rigtige eller politisk legitime.

Hermed tildeles filosofien og filosofferne, efter min mening, en unødvendigt begrænset rolle i forhold til konkrete politiske og moralske problemer.

Den praktiske filosofi afskæres fra at kunne sige noget substantielt om praksis –  herunder om legitimitet og fordelingsretfærdighed – hvilket er utilfredsstillende for en kritisk teori. En kritisk teori må netop forventes at kunne sige noget substantielt om praksis.

For det andet vil jeg argumentere for  tesen, at Habermas´ diskursetiske præmisser ikke forpligter ham på en sådan snæver opfattelse af praktisk filosofi. Og i forlængelse heraf vil jeg pege på to mulige måder at forbinde diskursetikken og kritisk teori i et bredere begreb om praktisk filosofi.

Moral og postmetafysik

Postmetafysik defineres af Habermas o.a. som tesen, at der ikke findes en diskurs ekstern moralsk virkelighed, der bestemmer moralske dommes gyldighed. Herved adskiller moralske udsagn sig fra empiriske udsagn, idet empiriske udsagns sandhed eller falskhed bliver bestemt af, hvorvidt de korresponderer med den diskurs eksterne fysiske virkelighed eller ej.

Den postmetafysiske tese har ført til positioner som moral skepticisme eller moral relativisme. Rationalet er, at såfremt der ikke findes en diskurs ekstern moralsk virkelighed, som gør det muligt at skelne mellem gyldige og ugyldige moralske domme, så er det heller ikke muligt at skelne mellem rigtige og forkerte normer.

En sådan skeptisk udlægning af implikationerne af den postmetafysiske tese er imidlertid højst problematisk, da den umuliggør moralske vurderinger og hermed samfundskritik.

Habermas prøver at imødegå denne skeptiske udfordring ved at formulere et diskurs internt kriterium for moralsk rigtighed. En moralteori, der er begrundet gennem en ”Transzendenz von innen” .

Dette diskurs interne kriterium for moralsk rigtighed udvikler Habermas endvidere i sin diskursetik.

Diskursetikken

Diskursetikken hævder, at moralnormer er rigtige hvis de bygger på gode grunde, som folk, der er underlagt disse normer, accepterer i en rationel dialog. En del af intuitionen bag Habermas´ tilgang til ”postmetafysisk moral” er således, at selvom der ikke findes et metafysisk sæt af normer, som er rigtige i-sig-selv, betyder det ikke, at folk ikke kan ”skabe moralsk rigtige normer” i fællesskab.

Habermas udspecificerer denne intuition gennem to trin.

Første trin består i at dele spørgsmålet om moral op i henholdsvis spørgsmålet om at begrunde kriteriet for moralsk rigtighed og i spørgsmålet om at afklare hvilke af vores faktisk forekommende normer, der er i overensstemmelse med dette kriterium.

Andet trin består i at specificere og begrunde moralkriteriet. Dette gøres ved at afdække transcendentale regler og vise, hvorledes det er muligt at aflede et moralkriterium fra dem. Et moralkriterium, der fastlægger de nødvendige og tilstrækkelige betingelser, som sociale normer skal opfylde for at være moralsk rigtige. Denne begrundelse giver han gennem, hvad man kunne kalde hans formalpragmatiske argument.

Det formalpragmatiske argument

Det formalpragmatiske arguments første præmis hævder, at når man indgår i en rationel diskussion, så forpligter man sig på at acceptere følgende diskursregler:

a)at alle kompetente talere får lov til at deltage i diskussionen
b)i. at alle får lov til at problematisere alle antagelser
  ii. at alle får lov til at bringe nye antagelser til diskussionen
  iii. at alle får lov til at udtrykke holdninger, ønsker og behov
c)at ingen, gennem intern eller ekstern tvang, bliver begrænset i nogen af de i punkt a og b nævnte rettigheder .

Hvis ikke man accepterer disse transcendentale betingelser for rationel argumentation begår man, ifølge Habermas, en performativ selvmodsigelse.

Herved hævdes overholdelse af de nævnte transcendentale diskursregler at være en nødvendig betingelse for rationelt at kunne afklare, hvilke normer, som er moralsk rigtige.

Argumentets anden præmis hævder, at det er muligt at aflede det moralske universaliseringsprincip U fra ovennævnte betingelser. Moralprincippet U siger, at:

En norm er moralsk rigtig, hvis og kun hvis alle de som direkte eller indirekte berøres af normen kan acceptere den i en rationel diskurs .

Argumentets tredje præmis hævder, at såfremt der opnås enighed om en norm i en diskurs som opfylder nævnte betingelser, så er normen moralsk rigtig. Opfyldelse af de nævnte betingelserne hævdes herved at være en tilstrækkelig betingelse for moralsk rigtighed.

Konklusionen er således, at de nævnte betingelser er nødvendige og tilstrækkelige betingelser for moralsk rigtighed.

Nu kunne man føle sig fristet til at forvente et tredje trin i det diskursetiske program. Et trin der afklarede moralprincippet U´s relevans for praksis / samfundet. Har man denne forventning når man går til diskursetikken, bliver man imidlertid skuffet.

I sin diskursetik argumenterer Habermas nemlig for den resignerede tese, at moralfilosofien ikke kan gøre sig håb om at bidrage med andet end at tilbagevise moralskeptikeren . I et interview med filosoffen Peter Dews siger Habermas direkte, at ”filosoffen ikke kan gøre mere end at forklare det moralske synspunkt samt give en refærdiggørelse af moralsynspunktet, som går videre end til blot at sige, at synspunktet udtrykker den gennemsnitlige hvide mands holdninger i vestlige samfund. Alle indholdsmæssige moralske spørgsmål, som ligger ud over en sådan retfærdiggørelse, må, ifølge Habermas, besvares af borgernes indbyrdes diskurs” .

En substantiel afklaring af om specifikke faktiske normer er i overensstemmelse, eller måske i modstrid, med moralprincippet U ligger uden for den praktiske filosofis område.

Men nu kunne jo man indvende, at det var muligt for den praktiske filosofi at retfærdiggøre visse typer moralnormer, som selve ideen om moralprincippet tilsyneladende implicerer. Nemlig normer i stil med: Moralske agenter er forpligtet på at løse moralkonflikter gennem rationel dialog og derfor også forpligtet på at arbejde for, at en sådan dialog er institutionelt mulig mm.

En sådan tolkning af argumentet for moralprincippet U forkaster Habermas imidlertid. Hvilket fremgår tydeligt af hans debat med kollegaen Karl-Otto Apel.
I stedet giver han, hvad man kunne kalde en svag tolkning af diskursetikken,

Habermas´ svage tolkning af diskursetikken

Jeg vil kort redegøre for nogle punkter i debatten mellem Apel og Habermas for dels at klarlægge Habermas´ position og dels at vise, at der eksisterer et alternativ til denne.

Blandt diskursetikkens ophavsmænd Karl-Otto Apel og Jürgen Habermas hersker der uenighed om den mere præcise betydning af argumentet for moralprincippet U.

Apel mener i modsætning til Habermas, at de ”nødvendige betingelser for argumentation” implicerer moralske normer. Normer der på den ene side tildeler alle rationelle agenter - eller alle mulige diskurspartnere – moralske rettigheder til at fremlægge deres interesser i den moralske diskurs samt på den anden side forpligter alle moralske agenter til at søge at skabe normer, som alle der bliver berørte af normerne kan acceptere” . Herudover mener han, at ovennævnte argument tilvejebringer en ultimativ begrundelse (Letztbegründung) af disse normer .

En sådan stærk normativ påstand om, at det er muligt at eftervise a priori rigtige moralske normer afviser Habermas fuldstændigt. Ifølge ham er der tale om en urimelig begrundelse, der indføres ”steil von oben” .

Han har to argumenter for sin forkastelse af Apels synspunkt.

På den ene side mener han ikke, at det giver mening at hævde at vores forpligtigelse til at indfri gyldighedsfordringer i moralske spørgsmål kan beskrives som en moralsk forpligtigelse til at indfri disse gyldighedsfordringer. Der er derimod alene tale om en rationel forpligtigelse til at begrunde udsagn .

På den anden side skyldes Habermas´ insisteren på at forstå ”rationel argumentations nødvendige forudsætninger” som værende uden moralsk indhold en grundlæggende opfattelse af moralfilosofi. En opfattelse ifølge hvilken det er umuligt ad filosofisk monologisk vej at finde eller teste moralske sandheder. Det er en central tese for Habermas, at der ikke eksisterer en diskurs ekstern moralontologi og ingen a priori rigtige, moral normer. I stedet argumenterer han for, at det er muligt for agenter at skabe rigtige moral normer dialogisk såfremt denne dialog respekterer den rationelle argumentations nødvendige forudsætninger .

Habermas argumenterer således for en klar arbejdsdeling mellem filosoffer og borgere når moralske og politisk filosofiske spørgsmål skal besvares. Filosofferne får tildelt den snævert definerede teknisk betonede opgave at afklare de nødvendige og tilstrækkelige betingelser normer skal opfylde for at være moralsk rigtige samt begrunde disse betingelser.

Men teorien kan end ikke sige, at normer, der er uforenelige med disse betingelser er forkerte højst, at de er irrationelle . Samtidig efterlader teorien alle de normer, der er gældende i dag i et vakuum, da det under aktuelle omstændigheder er umuligt at erkende, hvilke normer der ville herske konsensus om under ideelle omstændigheder.

Mens borgerne får tildelt den tilsyneladende umulige opgave at diskutere, afklare og skabe rigtige moralske normer under ikke ideelle betingelser.

Habermas´ stærke tolkning af diskursetikken

I sit seneste hovedværk Faktizität und Geltung tildeler Habermas imidlertid den praktiske filosofi en mindre resigneret rolle. Her korrigerer han den grundlæggende struktur (Architektonik), der kendetegner hans moralfilosofi . Det i denne sammenhæng interessante ved denne nye måde at begribe diskursetikkens – eller diskursteorien som Habermas kalder det nu – grundlæggende struktur på er, at den introducerer et mere potent normativt princip end moralprincippet U nemlig demokratiprincippet.

Demokratiprincippet er i to henseender et mere praktisk anvendeligt kriterium.

På den ene side er demokratiprincippet et kriterium for legitimiteten af et samfunds love, som faktisk kan opfyldes af borgerne i et samfund.

Ifølge dette princip er love legitime såfremt de er rationelt accepterbare blandt dem som bliver berørt i en statsligt afgrænset diskurs. Herudover er flere typer grunde tilladte i den demokratiske diskurs (pragmatiske, etisk-politiske og moralske) .

På den anden side beskriver Habermas de nødvendige betingelser for en rationel demokratisk procedure som menneskerettigheder.

I argumentet for moral princippet understreger Habermas, at de transcendentale betingelser for rationel argumentation, som princippet afledes fra udelukkende kan beskrives som rationalitetsbetingelser og ikke som moralnormer. Dette fremgik tydeligt af hans kritik af Karl-Otto Apel.

Dette forholder sig anderledes i hans retsfilosofi. Her beskrives de nødvendige betingelser for en rationel demokratisk procedure som menneskerettigheder.

Det overordnede argument for menneskerettigheder er, at det kun er muligt at skabe rationelle normer i den demokratiske procedure, hvis proceduren opfylder visse betingelser.
Betingelser der sikrer, at alle borgere får mulighed for at deltage i den politiske proces.

Disse betingelser beskriver Habermas som rettigheder. Såfremt borgerne ikke tilskriver hinanden disse rettigheder, så vil der ikke være tale om en ægte demokratisk dialog. Hvilket vil betyde, at visse ”grunde” uretmæssigt udelukkes fra proceduren, hvorfor proceduren ikke er rationel og derved ikke legitim.

Borgere som ønsker at regulere deres samliv gennem legitime love bliver derfor nødt til at anerkende hinanden som besiddende en række rettigheder herunder frihedsrettigheder, ret til retssikkerhed og ret til at deltage i den politiske proces  mm..

Opsummering

I både sin moralfilosofi og sin retsfilosofi tilskriver Habermas imidlertid den praktiske filosofi en beskeden rolle.

Inden for moralfilosofien argumenterer han for, at den praktiske filosofi blot kan eksplicitere transcendentale forudsætninger for rationel argumentation. Dens kritiske rolle bliver hermed begrænset til at tilbagevise moralskeptikeren.

I sin retsfilosofi forsøger Habermas at pege på muligheden for en mere gennemførlig demokratisk diskurs end den moralske samt på rettighedskategorier. En teoretisk udvidelse, der skal afstedkomme praktisk anvendelige kriterier. Navnlig rettighederne synes at udgøre et lovende udgangspunkt for en substantiel vurdering af praksis.

Men Habermas pointerer, at disse rettigheder, der kunne fundere et kritisk samfundsperspektiv, skal forstås som rettighedskategorier, hvis mening skal fastlægges af borgere og intellektuelle og ikke af filosofien .

Også i retsfilosofien forbliver den praktiske filosofi således i beskuerens rolle. Som en metarefleksion der ekspliciterer betingelserne for den arena, hvor rigtige beslutninger kan tages, men som selv er forment adgang til denne. Kampen om de indholdsmæssige spørgsmål overlades også i retsfilosofien som altid til at blive udkæmpet borgerne og de intellektuelle imellem.

Lad mig give et eksempel på en type problem dette begrænsende billede af filosofien medfører:

Skal patienter der selv er ansvarlige for deres sygdom også selv betale for behandlingen af den?

Ifølge en bestemt liberal forestilling er staten kun forpligtet på at skabe lige muligheder til borgerne. Vælger borgere med lige muligheder en livsstil, som gør dem syge, så er staten ikke ansvarlig for at behandle deres sygdom.

Dette synspunkt vil mange være uenige i (også mange liberalister). Samtidig synes det at være eksempel på en type synspunkt som netop en ”kritisk teori” burde kunne afvise og  derfor virker det paradoksalt, at diskursetikken ikke kan det.

Og grunden til den ikke kan det, er at denne type spørgsmål tilhører netop den kategori af  ”indholdsmæssige diskussioner” som, ifølge diskursteorien, må udkæmpes på ord og argumenter borgerne imellem .

Men det er uklart hvorfor filosofien skal forblive i denne passive rolle. Hvorfor skulle filosoffer ikke, som filosoffer, kunne bidrage til den moderne diskurs om, hvordan fx goderne bør fordeles i samfundet samt hvorledes vi bør forstå de rettigheder vi nødvendigvis må tilskrive hinanden.

Der synes i Habermas´ modvilje mod dette at skjule sig elementer af et uafsluttet opgør med metafysikken. Habermas mener stadigvæk, at filosofiens egentlige rolle må bestå i at beskæftige sig med det sikre, det som ikke står til diskussion. Denne rolle ser han så i beskrivelsen af de ”ubetingede betingelser for det betingede”.

Samtidig står han imidlertid så solidt plantet i det postmetafysiske, at han har opgivet håbet om, at give en sikker begrundelse af det moralsk rigtige.

Resultatet bliver, at hvis den praktiske filosofi er begrænset til at sige noget om det ”sikre” og man ikke kan sige noget sikkert om praksis, så kan praktisk filosofi ikke sige noget om praksis.

Denne berøringsangst overfor praksis er imidlertid unødvendig. Der findes nemlig ingen immanent diskursetisk grund til, at diskursetikken ikke skulle kunne overskride grænsen til praksis. Habermas efterviser jo netop i sin egen moral filosofi, at det er muligt rationelt at retfærdiggøre moralske normer. Det er ifølge Habermas blot ikke muligt for praktisk filosofi at give en absolut begrundelse af normer.

Men det betyder jo ikke, at filosoffer ikke kan formulere normative teorier om fx hvorledes et samfund bør se ud, der fungerer som velbegrundede bud på, hvorledes en rationel konsensus under ideelle epistemiske betingelser indholdsmæssigt skal tage sig ud.

Afslutningsvis kan man sige, at diskursetikken muliggør to veje som filosoffen kan følge til praksis.  Begge veje indebærer en udvidelse af Habermas´ begreb om praktisk filosofi.

På den ene side kan diskursetikken bidrage direkte med normative ”grundnormer”, hvis man tolker det formalpragmatiske argument stærkt. Det er den vej Apel står for og som Habermas synes tøvende at indlade sig på i Faktizität und Geltung.

På den anden side kan man som filosof, i overensstemmelse med diskursetikken, diskutere konkrete moralske og politiske problemer, når blot man argumenterer for sine synspunkter.

Diskursetikken kan imidlertid ikke bidrage med indholdsmæssige argumenter til denne diskurs. Ideen om kritisk teori, forstået som en teoretisk tilgang, der kan sige noget om praksis, må derfor udvikles teoretisk ud over diskursetikken.


Litteratur

(1999) Apel, Karl-Otto The Response of Discourse Ethics (Louvain-la-Neuve Mercier Lectures)
(1998) – In Erprobung des transzendentalpragmatischen Ansatzes (Frankfurt Suhrkamp)
(1986) Dews, Peter Autonomy and Solidarity - Interviews with Jürgen Habermas (Thetford Suhrkamp og New Left Review)
(a1999) Habermas, Jürgen Wahrheit und Rechtfertigung (Frankfurt Suhrkamp)
(b1999) – Die Einbeziehung des Anderen (Frankfurt Suhrkamp)
(1992) - Faktizität und Geltung (Frankfurt Suhrkamp)
(1991) - Erläuterungen zur Diskursethik (Frankfurt Suhrkamp)
(1983) - Moralbewussstsein und kommunikatives Handeln (Frankfurt Suhrkamp)
(1996) Steinhoff, Uwe Probleme der Legitimation des demokratischen Rechtsstaats i Krawietz et al Rechtstheorie (Berlin Duncker & Humblot) 27(3) pp. 449-461


administrator